fredag den 2. februar 2018

Gåden ved Fristensbro og et dødislandskab under fødderne

På en kold, men dejlig frisk torsdag formiddag med rødmossende vind ind fra Lille Bælt,  fik jeg  det så kendte landskab i Husby på Vestfyn ind med fødderne. Ofte vandrer jeg langs Wedellsborghalvøens kyster. I dag blev det til vandring i indlandslandskaberne. Godt at bruge barndommens landskab til at få kilometer i benene. Samtidig med jeg fik tænkt med fødderne, kom jeg godt rundt om og gennem dødislandskabet ved Husby Hole, Sjoen og Sjobjerg.

Efter længere tids arbejde med Wedellsborghalvøens stednavne og landskabsdannelse gennem brug af de optegnelser, jeg har lavet gennem årene tilsat adskillige timers granskning af geodætiske og topografiske kort, gamle matrikelkort, gamle udgaver af Trap Danmark, arkiv.dk og diverse opslagsværker, var det godt igen "on location" at blive blæst igennem og igen føle landskabet på egen krop. 

Og så skulle jeg selvfølgelig lige tjekke den aktuelle virkelighed på det sted, der på kortene hedder Fristensbro. Stedet ligger, hvor Sjobjergvej møder Tybrindvej. Der hvor Tybrindvej går over Moserenden på en stor vejdæmning. Fristensbro er et navn, jeg aldrig i min tid i Husby har hørt brugt. Navnets oprindelse er mig en gåde. Jeg har uden held indtil nu søgt hjælp via Facebook.  Dagens besøg på stedet bragte ingen afklaring. 

Jeg kom på turen også forbi mange smukke bygninger - herunder også den smukke bindingsværksgård på Sjobjergvej, hvor vi i juni 1968 for snart 50 år siden holdt afslutningsfest efter 3. real. Glæder mig til at se de gamle gutter og de nok knap så gamle "gutterinder" til 50-års jubilæet.

Her er en video med billeder fra torsdagens vandretur rundt om og gennem det dødislandskab, der skærer sig ned midt gennem Husby Sogn:

Og her er links til fortællinger jeg har lavet om landskaber, steder og mennesker i Husby, Ejby og Vestfyn:

Halvøen Wedellsborg - vanskeligere at få fat på, end man ville tro:

Wedellsborghalvøens spøjse navne fortæller fantastiske historier:



Ingen kommentarer:

Send en kommentar